Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

OML-Multi information

OML-Multi 6.2

OML står for "Operationelle Meteorologiske Luftkvalitetsmodeller".

OML-modellen er en atmosfærisk spredningsmodel. Den anvendes til at beregne udbredelsen af luftforurening ud til afstande på 10-20 kilometer fra kilderne. I forbindelse med Miljøstyrelsens Luftvejledning benyttes modellen til at vurdere, om den såkaldte B-værdi overholdes for nye og planlagte anlæg. Modellen benyttes også i forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug og ved generel kortlægning af forureningsforhold.

OML findes i to hoved-versioner, hvoraf den ene - OML-Point - har begrænset funktionalitet og alene kan benyttes til at beregne månedlige 99%-fraktiler af koncentrationer fra kilder placeret i et enkelt centralt punkt. Den anden hovedversion - OML-Multi - er derimod langt mere fleksibel og er i stand til at behandle problemstillinger med flere kilder på en langt mere realistisk måde.

OML-modellen er udviklet af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), der nu er afløst af DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

OML-Multi version 6.x adskiller sig bl.a. fra den tidligere version 5.4 ved at programmet i version 6.x tillader brug af en tidsserie på 10 års meteorologiske data. Dette har især interesse for beregninger i forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug. Endvidere giver version 6.x mulighed for at estimere deposition (afsætning af stoffer); dette har især interesse i forbindelse med VVM redegørelser hvad angår påvirkning af natur og vandmiljø.

 

Grundlæggende egenskaber

De grundlæggende egenskaber ved OML-Multi er følgende:

  • OML-Multi foretager beregninger for vilkårligt placerede kilder og beregningspunkter (receptorpunkter). Modellen kan håndtere op til 3000 kilder.
  • Receptorerne placeres normalt enten i et sæt af koncentriske ringe eller i et rektangulært gitternet. Der kan være op til 15 ringe (540 receptorer) i et net af ringe, og op til 1681 (41x41) receptorer i rektangulært gitternet (velegnet til grafik). Der er også mulighed for at benytte specielt konstruerede receptornet.
  • OML-Multi kan håndtere emissioner af op til 3 forskellige stoffer i samme beregning.
  • OML-Multi kan håndtere arealkilder, det vil sige kilder, hvis emission kan antages at være jævnt fordelt inden for et rektangel af vilkårlig størrelse.
  • Kortlægning. Modellen kan benyttes til kortlægning af luftforurening over større områder (byer), så luftkvaliteten kan sammenholdes med EU-krav.
  • Der er menustyring for tilrettelæggelse af alle nødvendige data for standard beregninger. Beregninger er organiseret i projekter, der holder styr på de anvendte filer.
  • Der er omfattende on-line hjælp.

 

Dimensionering af skorstenshøjde

OML-Multi 6.2 har bl.a. følgende funktionaliteter, der er nyttige ved normal brug til dimensionering af skorstenshøjde: 

  • Grafik. Resultatet af modelberegningerne kan præsenteres grafisk. Der er tale om en simpel præsentation. Hvis man ønsker en mere avanceret grafik, kan man benytte sig af den nye mulighed for at eksportere beregningsresultaterne til en fil. Det er i øvrigt muligt via en brugerfil med x,y-koordinater at indtegne linier til markering af f.eks. skel, veje eller andre geografiske linier.
  • Eksport af beregningsresultater. Man kan eksportere de beregnede koncentrationer til en fil. Man kan evt. også eksportere en fil med terrænhøjder eller receptorhøjder eller med koordinatoplysningerne fra kildedata. Filen med eksporterede data kan f.eks. bruges af et GIS-program eller et andet tredieparts grafik-program.
  • Import af kildedata: Man kan importere kildedata fra fremmede filer i CSV-format (der eksempelvis stammer fra Excel regneark). 

    Import af danske terrændata, som gratis stilles til rådighed af Kortforsyningen.dk

  • Organisering i projekter. Systemet med organisering af filer i projekter gør det at let at gennemføre nye beregninger med udgangspunkt i gamle.
  • Brugerkommentarer: Generelle brugerkommentarer til beregningen opbevares i projektfiler og kan vises i resultater. Der er mulighed for interne brugerkommentarer til den enkelte punktkilde.
  • Brugerbestemte stofnavne: Man kan selv definere stofnavne, der anvendes i menuen og i resultater.
  • Det er muligt at flytte og kopiere kilder inden for samme kildefil.
  • Fleksibelt output. Brugeren har stor valgfrihed mht. hvilke beregningsresultater han ønsker medtaget, når resultater skal vises eller udskrives. 
  • Vandrette afkast. Det er muligt at behandle udslip fra afkast med "kineserhat" eller vandrette afkast - altså afkast, hvor gassen ikke har nogen opadrettet hastighed.

Specielle analyser

Der er en række faciliteter som kan gøre nytte ved specielle analyser: 

  • Tidsserie på 10 års meteorologiske data. OML-Multi version 6.0 tillader brug af en tidsserie på 10 års meteorologiske data. Dette har især interesse for beregninger i forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug.
  • Estimering af deposition (afsætning af stoffer). I OML-Multi version 6.0 er der implementeret en relativt simpel metode til at estimere deposition. Dette har især interesse i forbindelse med VVM redegørelser, hvad angår påvirkning af natur og vandmiljø.
  • Arealkilder. Man kan foretage beregninger for rektangulære kilder med et sidelængdeforhold på op til 1:10 og med en vilkårlig orientering. I OML-Multi version 5.4 tilbyder programmet automatisk opsplitning af kilder, der ikke overholder kravet om sidelængdeforhold. Der kan anvendes op til 3 stoffer. Det er muligt at importere data for arealkilder tilrettelagt som CSV-fil (semikolon separeret) fra f.eks. Excel regneark.
  • Tidsvariation for punktkilder. Det er muligt at angive en tidsvariation af kildestyrken. Man kan beskrive tidsvariationen af emissionen fra individuelle kilder via emissions-faktorer for måned (12 stk.), ugedag (7) og time (24). Alternativt kan man anvende emissionsdata givet af brugeren selv som tidsserie, dvs. som timevis værdier af data.
  • Tidsvariation for arealkilder. Man kan beskrive tidsvariationen for emissionen fra arealkilder via 5 brugerdefinerede 'standard'-typer, hver med sit sæt af emissionsfaktorer for måned, ugedag og time. 
  • Statistiske parametre: Som beregningsresultater kan man vælge mellem en lang række statistiske parametre relateret til diverse EU-grænseværdier. Det gælder således parametre baseret på 8-timers glidende middelværdier, på time- og på døgnmiddelværdier til brug for sammenligning med EU-grænseværdier for SO2, NOx, NO2, O3, CO og partikler samt mange andre stoffer, der er baseret på årsmiddelværdier. 
  • Kemi og baggrundskoncentrationer. Til brug for modelberegninger over byområder er det muligt at tage hensyn til målte baggrundskoncentrationer af NOX, NO2 og ozon, hvorved kemiske reaktioner medtages i beregningerne. Baggrundskoncentrationer for andre stoffer (uden kemiske reaktioner) kan også inddrages i beregningerne. 
  • Mulighed for at dumpe data: Man kan til en fil få udskrevet beregningsresultater i form af en tidsserie af koncentrationer i udvalgte beregningspunkter. 
  • Det er simpelt at gennemføre beregning for en enkelt specifik time (eller periode). 
  • Programmet kan anvende sommertid i forbindelse med tidsvariationen af emissionen. Perioden for sommertid angives af brugeren.

Systemkrav for OML-Multi 6.2 

  • En PC med Windows operativsystem.
  • Den skal have harddisk med mindst 30 Mb fri plads.
  • Evt. DVD-drev til installationen, afhængigt af, hvilket medie OML programpakken er leveret på.
  • Ved installation kræves der rettigheder som administrator. 
  • Vedr. netværk: Programmet er baseret på at blive installeret lokalt på hver maskine, hvor det benyttes. Det kan dog bringes til at fungere i f.eks. et Citrix netværk.

Brochure om OML-Multi

Der findes en brochure om OML-Multi 6.0 (pdf, åbner i nyt vindue) med stort set den samme information som angivet herover. .

Pris og bestilling

Prisen for OML-Multi er 18.900 kr excl moms. For undervisningsinstitutioner er der en særpris; kontakt Aarhus Universitet. Se iøvrigt Bestilling for opgraderingspriser og kontaktoplysninger. 

Med programmet følger en skriftlig brugervejledning.

I øvrigt kan brugervejledningen downloades fra Internettet (i PDF-format) og på den måde give yderligere information om modellen inden køb. Se websiden om hjælpefiler.

Licensbetingelser

Licensbetingelserne for OML-Multi giver licenshaveren ret til at bruge et vilkårligt antal kopier af programmet på et ubegrænset antal processorer (dvs. computere), der ejes eller er leaset af licenshaveren, sålænge disse processorer fysisk er tilstede på den adresse, hvortil programmet er registreret. Inkluderet i licensen er bærbare og hjemmecomputere for ansatte, der arbejder på den pågældende adresse.

Bemærk, at et firma, der har afdelinger flere adskilte steder i landet skal anskaffe separate licenser for hver afdeling, hvor programmet benyttes.