Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Geografisk fordeling

Institut for Miljøvidenskab og DCE - Det Nationale Center for Miljø og Energi har udviklet en model til rumlig fordeling af emissioner - SPREAD-modellen. Modellen er en højopløsningsmodel designet til at give input i høj kvalitet til modellering af luftkvalitet.

I 2011 blev den første version af en rumlig højopløsningsfordelingsmodel for emissioner til luft (SPREAD) offentliggjort. SPREAD modellen bliver løbende udviklet og opdateret. En større omlægning af modellen blev afsluttet i 2018, og en opdateret dokumentationsrapport blev publiceret (Plejdrup et al., 2018).

SPREAD modellen anvender en høj rumlig opløsning (1 km x 1 km) for at øge anvendeligheden af emissionsdata i modellering af luftkvalitet. Denne højopløsningsfordeling er blevet brugt i forskningsprojekter, der fokuserer på enten national totalemission, der dækker alle emissionssektorer, eller i casestudier for en eller få sektorer, f.eks. træfyring i husholdninger. Det nuværende EMEP-net har en opløsning på 0,1 grad x 0,1 grad, som for Danmark svarer til gitterceller med en dimension på cirka 6 km x 11 km.

Udviklingen af SPREAD-modellen er i høj grad drevet af deltagelse i forskningsprojekter. Ressourcer fra rammekontrakten mellem AU og Miljø- og fødevareministeriet er bl.a. blevet brugt til at implementere det nye EMEP-net da det blev ændret fra 50 km x 50 km til 0,1° x 0,1°. SPREAD omfatter emissionsfordelinger for hver sektor i det danske opgørelsessystem, der udsender luftforurening. De vigtigste sektorer er stationær forbrænding, mobil forbrænding, flygtige emissioner fra brændsler, industrielle processer og produktanvendelse, landbrug og affald. Den rumlige fordeling udføres imidlertid på det mest detaljerede niveau. I øjeblikket er drivhusgasser ikke inkluderet i modellen.

 

Eksempler på rumlig fordelte emissioner er vist nedenfor for NOx, PM2,5 og NH3. Vejtrafik og andre mobile kilder bidrager væsentligt til den nationale totale NOx-emission, og hovedfærdselsårerne er derfor synlige på kortet. Den største PM2,5-emissionskilde er forbrændingsanlæg i husholdninger efterfulgt af transportsektoren. Forbrændingsanlæg i husholdninger forekommer hvor mennesker bor, og som følge heraf er de større byområder synlige på kortet, ligesom transportnettet også er synligt om end i mindre grad end på NOx-kortet. Landbrug er den dominerende kilde til NH3. Den største kilde er husdyrgødning i stalde, og den næststørste kilde er landbrugsjord (kunstgødning, husdyrgødning og afgrøder på markerne). NH3-kortet viser, at de fleste landbrugsemissioner forekommer i Jylland, hvor de fleste husdyrhold findes.

Kort over geografisk fordelte emissioner fra SPREAD-mnodellen, der viser nationale totale emissioner i 2016 for NOx, PM2,5 and NH3.