Luftforurening med partikler i byområder giver anledning til alvorlige sundhedseffekter. Det gælder både langtidseffekter som cancer og hjertekar sygdomme og akutte effekter, fx allergi eller irritation af øjne, næse eller hals.
Luftforurening med partikler karakteriseres oftest som PM10 eller PM2.5 (partikler med en diameter mindre end 10, henholdsvis 2,5 mikrometer). Undertiden mødes betegnelsen TSP (Total Suspended Particulate Matter) eller svævestøv, der dækker over partikler målt med en ældre målemetode, som også inkluderer større partikler.
Imidlertid tyder mange undersøgelser på at endnu mindre partikler end PM2.5, de såkaldte ultrafine partikler, er de mest skadelige. Ved siden af størrelsen er der endvidere en række andre egenskaber ved partiklerne, som menes at have betydning for deres skadevirkninger, fx. kemisk sammensætning, fysiske egenskaber, overfladeegenskaber, form, og om de er væskedråber eller faste partikler.
Når man taler om niveauet af forurening med partikler er det afgørende at holde sig for øje, om man som målestok bruger partikelmasse eller partikelantal. Grænseværdierne drejer sig om koncentration af masse og angives i mikrogram/m3. Men ultrafine partikler vejer meget lidt, og derfor bruger man i den forbindelse ofte som målestok antal partikler/cm3. Der er himmelvid forskel på de to målestokke: der skal mindst 1 million ultrafine partikler (diameter mindre end 0.1 mikrometer) til vægtmæssigt at opveje een eneste partikel på 10 mikrometer.
Følgende links fører til mere information om partikler og om ultrafine partikler:
