Aarhus Universitets segl

Nyhed

Adjungeret professor skal styrke samarbejdet med sundhedsforskning

Gruppeleder og ph.d. Ole Raaschou-Nielsen er udnævnt til adjungeret professor ved Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet i Roskilde. Udnævnelsen sker for at styrke samarbejdet mellem universitets ekspertise i at bestemme miljøeksponeringer som fx luftforurening og Ole Raaschou-Nielsens epidemiologiske kvalifikationer.

Ole Raaschou-Nielsen, adjungeret professor ved Aarhus Universitet og gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter.
Ole Raaschou-Nielsen, adjungeret professor ved Aarhus Universitet og gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter

Ole Raaschou-Nielsen er leder af forskningsgruppen for Arbejde, Miljø og Kræft ved Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter. Gruppen forsker i miljøpåvirkninger og helbred og har 8 ansatte forskere. Ole Raaschou-Nielsen gennemfører epidemiologisk forskning hvor bestemmelse af deltagernes udsættelse for miljøfaktorer kombineres med data fra de unikke danske befolknings- og sundhedsregistre. 

Ole Raaschou-Nielsen har forsket i helbred i relation til eksponering for luftforurening, støj, radon, elektromagnetiske felter, fluor-forbindelser som PFOA og PFOS, cadmium, triklorætylen og persistente organiske klorerede forbindelser som DDT. Han har et omfattende nationalt og internationalt netværk med forskere inden for miljø og sundhed.

Frugtbart samarbejde styrkes

Ole Raaschou-Nielsens samarbejde med forskere ved Institut for Miljøvidenskab strækker sig 20 år tilbage i tiden. Samarbejdet har primært drejet sig om studier af luftforurening og støj, men har fx også omfattet studier af DDT i indemiljø. Samarbejde har indtil nu resulteret i 41 videnskabelige artikler samt et antal rapporter til Miljøstyrelsen.

Tildeling af titlen adjungeret professor til Ole Raaschou-Nielsen skal medvirke til at fastholde og udbygge det videnskabelige samarbejde mellem to produktive forskningsmiljøer som komplementerer hinanden på en frugtbar måde. Aarhus Universitets kan blandt andet bidrage med højt kvalificeret bestemmelse af eksponering for luftforurening som komplementerer Ole Raaschou-Nielsens epidemiologiske kvalifikationer. Ole Raaschou-Nielsen kan omvendt sikre, at Aarhus Universitets miljøforskning perspektiveres ved anvendelse i sundhedsforskning. Samarbejdet ventes at omfatte fælles forskningsansøgninger, fælles publikationer og fælles ph.d.-studerende.

Ole Raaschou-Nielsen er født i 1959 og uddannet cand.techn.soc fra RUC i 1990. Han blev ansat i Kræftens Bekæmpelse i 1993 og har en ph.d.-grad i cancer-epidemiologi fra Københavns Universitet fra 1998. Ole Raaschou-Nielsen har publiceret mere end 150 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter. Ole Raaschou-Nielsen bor på Sct. Jørgensbjerg i Roskilde.

Hvad er en adjungeret professor?

”Adjungeret” betyder ”forbundet med”. Titlen er en ærestitel, der tildeles for at anerkende en persons særlige indsats inden for de fagområder, der knytter sig til et universitetsinstituts videnskabelige indsatser. Titlen tildeles forskere som universitetet ønsker at bevare eller skabe tættere tilhørsforhold til. Formålet med at tildele titlen som adjungeret professor er at videreudvikle samt bevare et særligt fagligt fællesskab med topforskere, hvor samarbejdet har vist sig særligt udbytterigt, og hvor det forventes, at en adjungering yderligere kan bidrage til at styrke samarbejdet.

Yderligere oplysninger

Adjungeret professor, gruppeleder, Ole Raaschou-Nielsen,  Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, tlf.: 3525 7617, ole@cancer.dk