Aarhus Universitets segl

Ny pollentæller i Aarhus kan give allergikere mere præcise varsler

Lasere, mikrokameraer og kunstig intelligens. Det lyder som noget fra en science fiction-film, men det er ny teknologi som skal hjælpe den million danskere, der lever med pollenallergi.

Carsten Ambelas Skjøth
Foto: Christian Brix Nielsen
Foto:

Lasere, mikrokameraer og kunstig intelligens. Det lyder som noget fra en science fiction-film, men det er ny teknologi som skal hjælpe den million danskere, der lever med pollenallergi.

En ny avanceret pollentæller er netop blevet sat op i Aarhus, og det kan på sigt gøre det muligt at følge pollenniveauer næsten i realtid. Dermed kan pollenvarsler blive langt mere præcise end i dag.

Den nye tæller, Poleno Jupiter, er på størrelse med et køleskab, som automatisk kan indsamle luftpartikler, scanne dem med laser og tage billeder med mikrokameraer. Ved hjælp af kunstig intelligens kan systemet derefter identificere og tælle pollen.

Målet er at kunne levere langt mere detaljerede data om pollenniveauer – potentielt time for time via en app som skal udvikles i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. I dag baserer mange pollenvarsler sig på daglige målinger, men allergikere oplever ofte, at generne kan ændre sig hurtigt i løbet af dagen.

Den nye installation i Aarhus er en del af et større forskningsprojekt ledet af professor i aerobiologi Carsten Ambelas Skjøth fra Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet. Projektet undersøger, hvordan moderne sensorteknologi og AI kan forbedre overvågningen af pollen i Danmark.

”Installationen i Aarhus forløb problemfrit takket være et tæt samarbejde med de bygningsansvarlige på universitetet. Placeringen giver samtidig gode muligheder for fremtidige udvidelser af måleudstyret.” Fortæller Carsten Ambelas Skjøth.

Hvis projektet lykkes, kan data fra målingerne på sigt blive koblet til digitale løsninger, der gør det lettere for allergikere at planlægge deres hverdag og medicinindtag.

Projektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden.

Læs mere og se videoen fra TV2 Østjylland:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2026-03-04-ny-maskine-skal-hjaelpe-en-sjettedel-af-befolkningen