Aarhus Universitets segl

Miljøgodkendelse af husdyrbrug

Fra januar 2007 har OML-modellen kunnet benyttes i forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug, idet modellen kan bruges til at vurdere lugtgener fra landbrugsejendomme.

Aktuel information om gældende regler kan findes via Miljøstyrelsens webside om Husdyrgodkendelser, http://husdyrvejledning.mst.dk samt i Miljøstyrelsens wiki med vejledningsmateriale, www.mst.dk/husdyrvejledning

I Miljøstyrelsens wiki med vejledningsmateriale skal man specielt være opmærksom på et afsnit med overskriften Konkret beregning efter OML-multi modellen som behandler følgende spørgsmål:

  • Kan andre vejrdata anvendes ved brug af OML-Multi?
  • Hvorledes skal output filen ved OML-multi anvendes? 
  • Hvilken ruhedsklasse skal anvendes ved brug af OML? Afsnittet findes også her med lidt mere læsbare formler som pdf-filen Bilag angående valg af ruhedsklasse i OML

En nyskabelse indført i 2014 er, at der kan benyttes 10 års meteorologiske data - og fra 1. august 2014 skal benyttes 10 års data - når man foretager OML-beregninger i forbindelse med lugt fra Husdyrbrug. Dette uddybes herunder. 

Det kan bemærkes, at der ikke er nogen ændring i forskrifterne for brug af OML-modellen i forbindelse med Luftvejledningen (hvor det typiske anvendelsesområde er industri).

Brug af 10 års data

Tolkning af modelresultaterne fra OML er ikke helt simpel, fordi man ikke altid har kunnet tage resultaterne for pålydende. Beregningerne har nemlig hidtil (før 2014) været udført på grundlag af et enkelt års meteorologiske data. Resultaterne har således bygget på 99%-fraktiler for enkeltmåneder i et enkelt års meteorologi. Dermed er det betænkeligt at tage den geografiske fordeling af de beregnede koncentrationer helt bogstaveligt, når man skal vurdere forholdene for en konkret nabo.

Praksis har været som udgangspunkt at anlægge en såkaldt "konservativ tolkning" af beregningsresultaterne, men under visse omstændigheder at tillade en "skarp tolkning" (emnet er uddybet i Miljøstyrelsens wiki i afsnittet  Konkret beregning efter OML-multi modellen ). Ved den "skarpe tolkning" tages beregningsresultaterne for pålydende.

Version 6.0 af OML-Multi tillader imidlertid brugeren at foretage beregninger på grundlag af 10 års meteorologiske data.

Dermed bliver beregningsresultaterne mere statistisk pålidelige.

Fra 2014 tillader Miljøstyrelsen, at man benytter en skarp tolkning i sager om godkendelse af husdyrbrug, såfremt man udfører OML-beregninger efter følgende retningslinjer:

  • Man benytter 10 års meteorologiske data (normalt det datasæt, der følger med modellen med 10 års data fra Aalborg)
  • Man vurderer lugtgenerne på grundlag af den største månedlige 99%-fraktil for 10 år i hvert punkt (standard-output fra modellen, når man foretager en 10 års beregning).

Sådanne beregninger kan gennemføres med OML-Multi version 6.0, men ikke med tidligere OML-versioner.  


Hjælpeværktøj til at bestemme tyngdepunkt for emissioner

Bemærk: Dette hjælpeværktøj er kun relevant for brugere af OML-Multi version 5.03 - værktøjet er indbygget i nyere versioner af OML-Multi.

Hvis man benytter et enkelt års data foreskriver Miljøstyrelsens vejledningsmateriale, at man som udgangspunkt bør anlægge en konservativ tolkning af OML-resultaterne, hvor der ikke lægges vægt på i hvilken retning et givet lugtniveau optræder, men hvor hver isokurve betragtes som en koncentrisk cirkel. Cirklens radius er lig afstanden mellem kilde og det fjerneste beregningspunkt med det pågældende lugtniveau

Hvor ligger cirklens centrum?

Normalt er det hensigtsmæssigt at lægge centrum for receptornettet i tyngdepunktet for lugtemissionerne. Dette vil give den mest symmetriske fordeling, hvis afkastene er nogenlunde ens. Da lugtniveauerne beregnes ift. dette centrum skal geneafstanden til nabo også måles fra dette centrum.

Til at bestemme placeringen af dette centrum findes et lille hjælpeprogram. Programmet (EmissCentrum.exe) kan beregne tyngdepunktet for de punktkilder, der anvendes til en OML-Multi-beregning.  Programmet læser i en kildefil (*.kld) til OML-Multi 5.03 og udskriver derefter koordinaterne på tyngdepunktet.

Her kan du downloade en zip-fil med programmet (200 kB). Hvis du har dine kildefiler liggende i mappen C:\OML_data er det hensigtsmæssigt at udpakke programmet i denne mappe.