Aarhus Universitets segl

ØKOKLIM

Økosystem baserede tilgange til klimatilpasning – muligheder og konflikter i byområder

AU projektleder: Marianne Zandersen
Projektdeltagere: Anne Jensen, Mette Termansen, Gazelle Buchholtz, Britta Munter, Morten Blemmer, Henrik Gundorph Bruun, Anne Holst Andersen
Finansieret igennem: Koordineringsenheden for klimatilpasning (KFT)
Budget : 310,000kr  
Varighed: 1/4 2012 – 31/12 2012
Links: Rapport

Byområder har særlige udfordringer i forhold til klimaændringer. Tæt befæstede overflader som fortove, gader og pladser, og tæt bebyggede arealer til beboelse, institutioner og virksomheder fører både til at temperaturen om sommeren er højere end i omlandet (man taler om en ’varme-ø’ effekt) og at større mængder regnvand samles og ledes hurtigere ud i kloaksystemet end i omlandet med efterfølgende risiko for oversvømmelse på både veje, parceller og i kældre. Byområder har dermed en specifik klimarisiko m.h.t. skader på materielle goder, sundhed og velfærd alene på grund af den måde hvorpå byområder er konstruerede.

Løsninger på klimaudfordringerne i byer kan delvist findes ved at gøre brug af naturens evne til at absorbere og kontrollere virkningerne af klimaforandringer, fx gennem øget beplantning af byrummet, grønne tage og (rekreative) områder udlagt til temporære oversvømmelser. Det forventes at brug af ’grøn infrastruktur’ kan være mere økonomisk effektivt samt socialt og økologisk retfærdig end ved en ensidig fokusering på tekniske ’grå’ infrastrukturer og løsninger. Samtidig er der stærk konkurrence omkring arealanvendelse i byer.

I dette pilotprojekt undersøger vi muligheder og konflikter forbundet ved systematisk at anvende en økosystem baseret tilgang til klimatilpasning i Københavns kommune. Vi fokuserer på grønne tage som et eksempel på implementering af grønne infrastrukturer i byområder ved at kvantificere potentialet for grønne tage i Københavns Kommune; undersøge mulighederne for at integrere økosystem-baserede klimatilpasning i byplanlægning; og analysere områder med potentielle konflikter mellem økosystem-baserede tilgange og andre drivkræfter i byudvikling i byer, som fx den øgede urbanisering og ekspansion af det bebyggede miljø.

Vi kombinerer kvantitative og kvalitative metoder fra miljøøkonomi og miljøsociologi.