Risikovurdering

Diagram over faser i risikovurdering

I dagligdagen vurderer du risikoen i masser af situationer, f.eks. vurderer du (ubevidst?) risikoen for at blive kørt ned inden du går over gaden, eller risikoen for at det bliver regnvejr, inden du cykler hjemmefra, eller hvilken investering du foretager. Næsten alle beslutninger i samfundet og i vores liv er funderet på en risikovurdering som derefter afvejes i forhold til den fordel der kan drages af beslutningen. Derfor er risikovurdering ekstremt central i alle sammenhæng samt ikke mindst i forhold til beslutninger på miljøområdet.

I miljøforskningen er risikovurdering en vurdering af risici i forbindelse med en godkendelse eller regulering af en specifik aktivitet, som f.eks. kan betyde eksponering af miljø eller mennesker for et kemisk stof eller en mikroorganisme. Forskerne bruger en struktureret fremgangsmåde som gør, at vurderingen af risici bliver så objektiv som muligt. Denne fremgangsmåde består af fem trin:

1)      en identifikation af potentielle farer

2)      en karakterisering af de identificerede farer og en karakterisering af eksponeringen

3)      en vurdering af risici. Dette består primært i en kvantificering af sandsynligheden for at eksponeringen udløser uacceptable farer. Denne kvantificering kan så være kvantitativ og blive udtrykt som en værdi og/eller semi-kvantitativ og blive udtrykt i ord.

4)      en vurdering af mulighederne for at håndtere de mulige risici

5)      en overordnet risikovurdering, risikokommunikation og samlende konklusioner.   

Risikovurderinger anvendes i mange sammenhænge. På Institut for Miljøvidenskab bruger vi risikovurdering i forbindelse med miljø- og sundhedsvurderinger. Det gør vi for at sikre, at:

  • vores vurderinger er objektive og transparente
  • risikovurderingen kan forholdes til de eksisterende politikker og målsætninger, herunder risikovilligheden, der er opsat inden for det enkelte område
  • risikovurderingen kan indgå i miljø-økonomisk og sociologisk analyse med henblik på en optimal beslutningstagning.

Risikoen bliver desuden kommunikeret ud i offentligheden og derefter håndteret af de ansvarlige myndigheder, og bliver løbende revideret i forhold til ny viden eller i forhold til ændringer i risikovilligheden.  Disse risikovurderinger gennemføres for en række offentlige myndigheder og private virksomheder i såvel ind- som udland. Medarbejdere fra Institut for Miljøvidenskab er involveret i miljø- og sundhedsrisikovurdering af en række forskellige kemiske forbindelser i forbindelse med en række projekter, samt forskellige mikroorganismer.